Julerejse til London

Det går altid stærkt i den spændende, britiske hovedstad med livet i parkerne og på pubberne, input fra hele verden, seværdigheder og spisesteder samt shopping i verdensklasse. London er en af de mest besøgte destinationer for storbyferie i Europa.

Oplev den juleudsmykkede by på denne tur, der byder på de store seværdigheder, en slentretur gennem byens teaterdistrikt til vagtskiftet på Buckingham Palace og en festlig aften med middag, efterfulgt af musicalen Mamma Mia. Der bliver også god tid til juleshopping og udforskning på egen hånd.

 

Program:

Dag 1: Ankomst til London og guidet tur med bus forbi Londons storslåede og kendte monumenter: Big Ben, House of Parliament, Tower Bridge, St. Paul’s Cathedral, London Eye og Westminster Abbey. Turen slutter med indtjekning på hotellet og resten af dagen er til fri disposition.

Dag 2: Hyggelig slentretur gennem Londons livlige West End til Buckingham Palace. Turen begynder ved hotellet og går gennem Soho via Leicester Square til Picadilly Circus, Londons store trafikknudepunkt, hvor der døgnet rundt er leben og blinkende lysreklamer. Videre til Trafalgar Square, hvor statuen af Lord Nelson troner på sin godt 55 meter høje søjle. Downing Street 10, Big ben og House of Parliament ser du også. Turen slutter ved Buckingham Palace, Dronning Elisabeth II’s officielle residens. Hvis du er heldig kan du opleve vagtskifte, Changing of the Guards. Den guidede del slutter med publunch på en af Londons hyggelige pubber.

Fortsæt på egen hånd til Hyde Park og Speakers Corner eller til det verdensberømte stormagasin Harrod’s, der på denne tid af året imponerer med sin strålende juleudsmykning. Eftermiddag/aften til fri disposition.

Dag 3: Benyt dagen til selv at opleve Londons mange facetter. Udforsk det spændende Dockland- område ved havnen med gamle lagerhuse og værfter, se på kunst på Tate Modern, besøg Madame Tussauds vokskabinet, nyd en afternoon tea eller se London fra oven fra London Eye eller fra The View i The Shard, byens nye udsigtspunkt, der med sine 309,6 meter pt. er Vesteuropas højeste bygning.

Dag 4: Dagen er til fri disposition. Tag fx til det hyggelige Notting Hill, hvor de små huse i fine farver pynter i gadebilledet og skaber en hyggelig stemning, shop julegaverne på Oxford Street eller besøg et af Londons utallige museer eller gallerier, hvoraf mange har gratis entré.

Sidst på eftermiddagen er der fælles middag på en lokal restaurant, hvor du får en treretters menu, efterfulgt af kaffe. Herefter skal du i teatret og se musicalen Mamma Mia.

Dag 5: Brug formiddagen til de sidste juleindkøb og oplevelser. Midt på eftermiddagen er der afgang fra hotellet til lufthavnen og med fly retur til Aalborg.

 

Du skal bo på Hotel St. Giles *** Bedford Avenue, WC1B 3GH, London England.

På St. Giles bor du enkelt og godt, lige i smørhullet af den pulserende storby. Hotellet ligger helt suverænt i Bloomsbury i hjertet af London, et stenkast fra British Museum og den kendte shoppinggade Oxford Street. I kort gå-afstand finder du desuden Picadilly Circus, Covent Garden, Chinatown, Leicester Square og de mange West-End teatre.

Nærmeste undergrundsstation er Tottenham Court Road station, hvorfra du kan nå Londons mange attraktioner og andre spændende bydele enten med undergrunden eller med en af de karakteristiske røde dobbeltdækkerbusser. 

På hotellet er der 24-timers reception, morgenmadsrestaurant med buffet, flere restauranter, bar, elevator og kasino. I underetagen ligger YMCA med indendørs swimmingpool og fitness-center, som kan benyttes mod ekstra betaling. I nærområdet ligger et hav af spisemuligheder og for de købelystne strækker pengene langt i den store Primark tøjbutik, der ligger 1 min. gang fra hotellet.

Hotellet råder over 705 forholdsvis små værelser, alle indrettet med eget bad/toilet, tv, hårtørrer, sikkerhedsboks, kaffe-/tefaciliteter og wi-fi (mod betaling). Dobbeltværelser med dobbeltseng (140cm) eller to enkeltsenge.

 

Prisen inkluderer:

  • Flyrejse med Norwegian Aalborg-London Gatwick t/r inkl. 2 stk. indtjekket bagage á 20 kg pr. person
  • Transfer Gatwick Lufthavn-hotel t/r
  • 4 nætter med morgenmad på Hotel St. Giles ***
  • Panoramatur med bus
  • 1 x publunch
  • Guidet vandretur
  • 3-retters middag efterfulgt af musical
  • Dansk rejseleder

 

Evt. tilkøb:

Enkeltværelse kr. 1.400,-

Afbestillingsforsikring kr. 400,- pr. person.

 

 

  Gå tilbage
Pris

Kr. 5.795,-

pr. person i delt dobbeltværelse.

Normalpris kr. 5.995,-

GULDrabat kr. 300,- pr. person.

Prisinformation

GULDrabat er forbeholdt fuldt betalende abonnenter på NORDJYSKE Stiftstidende, men alle har mulighed for at købe rejsen. Rabatten fratrækkes på en efterfølgende abonnementsregning efter turens afslutning. Rabatten forudsætter abonnentens eller dennes husstands deltagelse på turen.

Afrejse & varighed

Afrejse med fly fra Aalborg 26. november – 5 dage.

Bestilling

Bestil din rejse hos Samson Travel på

tlf. 98 42 78 00. Oplys evt. abon. nr.

Ved at fortsætte på dette site accepteres det at KLUB NORDJYSKE anvender cookies. Læs mere om cookieregler og persondatapolitik heraccepter cookies